Frederikssund's museum

Frederikssund er måske en lille by, men selv små steder kan gemme på store historier. På en lille rød gård, lige ved Roskilde fjord, ligger Frederikssund Museum. Museet ligger i den gamle færgegård, der har eksisteret siden 1559 og er et lille stykke historie i sig selv. Indenfor inviteres publikum på en spændende tur gennem Frederikssunds historie, for på Frederikssunds Museum går man op i fortællinger. Her er historien ikke bare noget, man læser om i tykke bøger, den er levende og skal ses, høres og mærkes. Og med lidt teknisk hjælp fra Stouenborg og flere andre kreative samarbejdspartnere er Frederikssunds historie blevet sprællevende.

Hovedudstillingen, som åbnede i marts 2017 efter en større ombygning af museet, hedder ”Menneske og Fjord” og beretter om, hvordan menneskets forhold til Roskilde Fjord har ændret sig gennem tiden – fra fortidens mennesker, der søgte mod fjorden for at finde den livsnødvendige føde og sejle videre ud i verden, til nutidens mennesker for hvem fjordens natur er det dragende. Stouenborg var både med i planlægningen og selve udførelsen af udstillingen, som både er lærerig og engagerende. De besøgende kan selv dykke ned i de forskellige fortællinger og opleve historien på nært hold. F.eks. kan man prøve den interaktive fjordsimulator, hvor man kan dreje sig frem og tilbage i tid og se, hvor meget fjorden har ændret sig de sidst 10.000 år. Man er ikke bare tilskuer, men tager selv del i historien. En historie, der både beretter om en fjord, en by og et folk, der er i stadig udvikling den dag i dag.